Sejlads for begyndere
Sejlads – i mit tilfælde noget, jeg
er i fuld gang med at lære. Jeg begyndte sidste år, købte en H-båd
i april og arbejdede som frivillig på stævnekontoret under
europamesterskaberne i soling ved Kaløvig Lystbådehavn – mens jeg
blot ugen inden sejlede de to første kapsejladser i hele mit liv.
Som ballast.
Så hvis der er én, der har et...
måske naivt indtryk af, hvad der foregår på en kapsejlads, så må
det være mig. Dog ikke i lang tid, for jeg må indrømme, at jeg er
blevet fanget af kapsejlads: hastigheden, kaosset, sejlteknikken...
Det kommer hurtigt til de mennesker, der deltager. Unge og ældre
sejler koncentrerede og vedholdende. Husk også de mennesker, der
bidrager til kapsejladsen på andre og lige så uundværlige måder:
Kvinder og mænd, der hejser og nedtager flag, sejler på linie- og
stafetbåde og tænder grillen og står for barbecuen bagefter.
Men det er, hvad jeg tænker nu - efter
mesterskabet. Mandag den 10. juni havde jeg næppe en mening om
kapsejlads, bortset fra at jeg var bekymret for flagene – kunne jeg
huske alt? (Selvfølgelig kunne jeg ikke det, men heldigvis svarer
bøger og venlige mennesker tålmodigt på indlysende spørgsmål.)
Det første, jeg lagde mærke til, var
høje mænd i små både. Hvorfor var de der? Hvad tiltrækker dem
ved solingen? Jeg spurgte Johan Offermans, formand for International
Soling Association, der selv er en høj mand (når jeg står på en
stol, kan jeg lige nøjagtig se ham i øjnene – så stor er han),
men han undgik at svare på spørgsmålet ved at fortælle, at han
har en større båd derhjemme. Jo da. Ludwig Beurle, Yann Neergaard,
Roman Koch - heller ikke spinkle mænd. I øvrigt var alle
solingsejlere mænd, bortset fra én: Susanne Kuchta.
Det andet, jeg så, var kaos og
voldsomme temperamenter, lige før starten gik – efterfulgt af ro
på vandet lige derefter – bortset fra nogle skænderier, når
bådene sejlede rundt om mærkerne.
Det tredje, jeg fandt
bemærkelsesværdigt, var vejrets betydning. Man bruger vind til at
sejle, men vinden er der ikke altid. Og ingen vind er helt
forfærdeligt for sejlere. På den anden dag af mesterskabet, tirsdag
den 11. juni, var der for lidt vind. Aldrig før i mit liv har jeg
set så mange mænd kede sig sammen.
Eller der er for meget vind. Eller den
blæser ikke stille og rolig fra samme retning, som du ville ønske,
men springer frem og tilbage… fra en blød vejrtrækning i det ene
øjeblik til kulingstyrke i det næste. Før og under kapsejladsen
holdt stævnelederen (i dette tilfald Thomas Jørgensen) sammen med
hjælpere langs ruten nøje øje med, at vinden blæste fra samme
retning under hele kapsejladsen, for ellers er det ikke fair for
sejlerne. Det sjove er, at det er så nemt at skifte bane på vandet:
Man skubber bøjerne nogle grader frem eller tilbage. Ikke en metode,
rytterne i Tour de France ville have glæde af, for vejene på Alpe
d'Huez flytter sig ikke så meget.
Jeg lagde også mærke til, at
klublivet er det samme overalt. Der er dog små forskelle: I Holland,
hvor jeg kommer fra, ser man ikke så tit små skåle med
vingummibamser eller andet slik på mødebordet, når der kun er mænd
til stede, men det gør du i Kaløvig Bådelaug... Men engagementet,
fra morgenstund til solnedgang (og derefter), med sjov, vitser,
problemer (af og til) og indbyrdes gavmildhed er det samme.
Breddesport er hyggeligt, og - skal man huske - vuggen for
professionelle sportsudøvere!
Inger Stokkink, Stickelbergs Bureau
Geen opmerkingen:
Een reactie posten