donderdag 2 augustus 2012

Sejlstævne (på dansk)








Sejlads for begyndere

Sejlads – i mit tilfælde noget, jeg er i fuld gang med at lære. Jeg begyndte sidste år, købte en H-båd i april og arbejdede som frivillig på stævnekontoret under europamesterskaberne i soling ved Kaløvig Lystbådehavn – mens jeg blot ugen inden sejlede de to første kapsejladser i hele mit liv. Som ballast.

Så hvis der er én, der har et... måske naivt indtryk af, hvad der foregår på en kapsejlads, så må det være mig. Dog ikke i lang tid, for jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af kapsejlads: hastigheden, kaosset, sejlteknikken... Det kommer hurtigt til de mennesker, der deltager. Unge og ældre sejler koncentrerede og vedholdende. Husk også de mennesker, der bidrager til kapsejladsen på andre og lige så uundværlige måder: Kvinder og mænd, der hejser og nedtager flag, sejler på linie- og stafetbåde og tænder grillen og står for barbecuen bagefter.

Men det er, hvad jeg tænker nu - efter mesterskabet. Mandag den 10. juni havde jeg næppe en mening om kapsejlads, bortset fra at jeg var bekymret for flagene – kunne jeg huske alt? (Selvfølgelig kunne jeg ikke det, men heldigvis svarer bøger og venlige mennesker tålmodigt på indlysende spørgsmål.)

Det første, jeg lagde mærke til, var høje mænd i små både. Hvorfor var de der? Hvad tiltrækker dem ved solingen? Jeg spurgte Johan Offermans, formand for International Soling Association, der selv er en høj mand (når jeg står på en stol, kan jeg lige nøjagtig se ham i øjnene – så stor er han), men han undgik at svare på spørgsmålet ved at fortælle, at han har en større båd derhjemme. Jo da. Ludwig Beurle, Yann Neergaard, Roman Koch - heller ikke spinkle mænd. I øvrigt var alle solingsejlere mænd, bortset fra én: Susanne Kuchta.

Det andet, jeg så, var kaos og voldsomme temperamenter, lige før starten gik – efterfulgt af ro på vandet lige derefter – bortset fra nogle skænderier, når bådene sejlede rundt om mærkerne.

Det tredje, jeg fandt bemærkelsesværdigt, var vejrets betydning. Man bruger vind til at sejle, men vinden er der ikke altid. Og ingen vind er helt forfærdeligt for sejlere. På den anden dag af mesterskabet, tirsdag den 11. juni, var der for lidt vind. Aldrig før i mit liv har jeg set så mange mænd kede sig sammen.

Eller der er for meget vind. Eller den blæser ikke stille og rolig fra samme retning, som du ville ønske, men springer frem og tilbage… fra en blød vejrtrækning i det ene øjeblik til kulingstyrke i det næste. Før og under kapsejladsen holdt stævnelederen (i dette tilfald Thomas Jørgensen) sammen med hjælpere langs ruten nøje øje med, at vinden blæste fra samme retning under hele kapsejladsen, for ellers er det ikke fair for sejlerne. Det sjove er, at det er så nemt at skifte bane på vandet: Man skubber bøjerne nogle grader frem eller tilbage. Ikke en metode, rytterne i Tour de France ville have glæde af, for vejene på Alpe d'Huez flytter sig ikke så meget.

Jeg lagde også mærke til, at klublivet er det samme overalt. Der er dog små forskelle: I Holland, hvor jeg kommer fra, ser man ikke så tit små skåle med vingummibamser eller andet slik på mødebordet, når der kun er mænd til stede, men det gør du i Kaløvig Bådelaug... Men engagementet, fra morgenstund til solnedgang (og derefter), med sjov, vitser, problemer (af og til) og indbyrdes gavmildhed er det samme. Breddesport er hyggeligt, og - skal man huske - vuggen for professionelle sportsudøvere!

Inger Stokkink, Stickelbergs Bureau

Geen opmerkingen:

Een reactie plaatsen